MTB Dannmark har nu eksisteret i 2 år. Det har været to gode og lærerige år for foreningen, da mountainbikesporten i Danmark har udviklet sig helt enormt. Vores vision om at skabe flere og bedre spor blev hurtigt testet, da vi inviterede til lokale spordage i skovene, og mountainbikerne mødte talstærkt op. Samarbejdet med Naturstyrelsen om at planlægge spordage, blev hurtigt udvidet til dialog og møder om mountainbikerytternes adfærd i skoven.Flere møder med Naturstyrelsen, skovforeninger og andre interessentgrupper gjorde, at MTB Dannmark havde mange jern i ilden.Efterhånden måtte vi indse, at vi ikke kunne favne det hele. Heldigvis kom Trailbuilders og deres engagerede arbejde med at lave spor og spordage ind fra højre. Trailbuilders har derefter overtaget arbejdet med at forbedre og udvikle sporene. Et arbejde, det er præget af højt fagligt niveau og kærlighed til mountainbikesporten.
MTB Dannmark ændrede derfor lidt på fokus, og koncentrerede sig primært om at blive en aktiv spiller i det politiske system, for derigennem at forbedre forholdene for mountainbikesporten i Danmark. De spæde skridt til et samarbejde med Danmarks Cykel Union (DCU) blev taget allerede kort efter stiftelsen af foreningen. Naturstyrelsen havde ved flere lejligheder anbefalet dette samarbejde, og DCU har hele vejen igennem været meget positive overfor det arbejde, som MTB Dannmark står for. På denne baggrund har MTB Dannmark og DCU været repræsenteret ved flere møder sammen med Danmarks Idræts Forbund. Vores fælles vision om at udvikle cykelsporten var tydelig, og det blev klart, at det ville give god mening at samordne vores individuelle styrker. Der ville uden tvivl kunne komme noget konstruktivt ud af MTB Dannmarks brede netværk indenfor de offentlige og private skovkredse, samt praktiske kendskab til sporrestaurering kombineret med Danmarks Idræts Forbunds mangeårige solide politiske arbejde og promovering af cykelsporten. DCU’s store interesse for det arbejde MTB Dannmark hidtil har udført, gør at DCU har inviteret kræfterne bag MTB Dannmark til at fortsætte arbejdet i DCU regi.
På denne baggrund ønsker bestyrelsen i MTB Dannmark, at det vigtige arbejde for at forbedre forholdene for mountainbikesporten i Danmark lægges ind under DCU. Bestyrelsen foreslår derfor lukning af foreningen MTB Dannmark på en ekstraordinær generalforsamling d. 25/3 2013. På den måde, samles kræfterne i DCU, så vi sammen med Danmarks Idræts Forbund står stærkere i fremtiden. Det forpligter at være en del af en større organisation, men det åbner også nogle flere døre. Det vil give mulighed for at repræsentere mountainbikesporten i diverse brugerråd og styrke debatten, når mountainbike er på dagsorden i den offentlige eller private sektor. Med udgangspunkt i de sidste to års arbejde er MTB Dannmark overbevist om, at denne konstellation vil være bedst for mountainbikesporten, når vi fremover skal forklare eller forsvare vores berettigelse i naturen.
Bestyrelsen i MTB Danmark vil gerne takke medlemmer, organisationer m.m. der har støttet og bakket op om foreningen gennem de sidste 2 år. Vi håber, at I fortsat vil bidrage til at mountainbikesporten kan udvikles og trives til gavn for alle i naturen.