Hvilken festdag!
I dag var der afleveringsforretning på sporarbejderne på det blå spor i Rude Skov. Naturstyrelsen var til stede med tre repræsentanter og vi var tre, der skulle stå skoleret. Eller det var i hvert fald, hvad vi frygtede. Men hvor tøede stemningen dog hurtigt op – det arbejde vi mange frivillige leverede for en måned siden slog benene væk under de kritiske herrer: ”det er jo super professionelt”, som der blev sagt. Naturstyrelsen er dybt imponeret over, at det lykkedes os at samle så mange om opgaven, at der blev gået så seriøst og målrettet til opgaven, at vi var så godt forberedt og at resultatet er gedigent, holdbart og flot. Der er ingen tvivl om, at vi blev set lidt an: Naturstyrelsen har begrænsede midler, og de har villet se hvad de mange ord kunne blive omdannet til, inden de kastede midler i vilde eksperimenter. Med det resultat, vi har leveret, er sagen en anden i fremtiden. Ikke sådan at der nu gror penge på træerne i statsskovene – men materialer, der lægges til rette for os, fx hentet ud af skoven, grej, grus, rør og sten… Naturstyrelsen tør mere nu, hvor vi har leveret varen. Blot skal vi love, at alt hvad vi laver er godkendt på forhånd og udtænkt og gennemført lige så grundigt og regulært. Det er et fantastisk skulderklap fra Naturstyrelsen
Trailbuilders (der har bidraget med den faglige ekspertise til sporrenoveringen) sætter nu skruen i vandet for en plan for den næste spordag, som vi håber at kunne nå inden sneen falder og frosten går i jorden. Det bliver på strækningen efter stendiget på vej mod Højbjerg vis à vis vores seneste broprojekt.
Fra MTBDanmark skal der lyde en varm tak og gives et stort klap på skulderen til alle, der deltog i den første spordag: I har gjort det muligt, at vi kan starte en tradition med sporvedligehold med opbakning fra skoven. Naturstyrelsen er glade for at have en organisation at arbejde med, og med den opbakning MTBDanmark har fået til dette første initiativ er foreningen på rette vej. Ikke bare opfylder den sin formålsparagraf – den gør os alle gavn. Støt op om os – om jer – og lad os få renoveret, udbygget og skabt spor til gavn for os alle sammen.
Venlig hilsen MTBDanmark